Mand mistænkes for kvindes død i Aabenraa

Bag absolut lukkede døre fremstiller politiet en mistænkt i en drabssag. Politiet lukker af for oplysningerne om, hvorfor manden er anholdt.

Hvem er død? Og hvornår?

Spørgsmålene hober sig op efter, at Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag valgte den totale mørklægning af et grundlovsforhør i Sønderborg.

Hårdt presset har politiet erkendt, at der er tale om en drabssag fra Aabenraa. Men ellers har man intet oplyst.

Det vides dog, at den mistænkte er en mand, der blev anholdt mandag formiddag. Efter mere end fire timers retsmøde blev han fængslet til den 4. marts.

På politistationen i Esbjerg bekræfter politiinspektør Kaj Nielsen, at sagen handler om "personfarlig kriminalitet, der har medført døden".

Ifølge nyhedssitet jv.dk drejer sagen sig om drabet på en 58-årig kvinde.

Kaj Nielsen afviser indtil videre at uddybe, hvorfor det er nødvendigt med så stor en hemmeligholdelse.

- Vi har valgt at få dørene lukket af hensyn til efterforskningen. Mere kan jeg ikke sige, fortæller han.

Den fængslede er en østasiatisk-udseende mand med briller, skæg og afbleget, tætklippet hår.

Send en mail til TV SYD, hvis du har oplysninger om sagen.