Mareridt, da baby skulle have sit pas

En familie fra Kliplev har oplevet et mareridt, da deres søn på tre uger skulle have sit pas. Det første pasfoto blev afvist - og da et nyt skulle tages, fik babyen kamera-linsen i hovedet!

- Vi ville bare være lovlydige borgere, men efter det her bliver der ikke lavet et pas til ham, før han selv kan sidde, siger Maja Lunding, Kliplev.

- Og indtil da må vi bryde loven, når vi besøger familie syd for grænsen.

Eget pas

Hun er helt uforstående overfor at helt små børn overhovedet have et pas! Tidligere kunne børn skrives ind i forældrenes pas.

Maja Lunding er uforstående over, at det første pasfoto blev afvist, fordi drengen ligger på en dyne og der er en nuanceforskel i en fold.

- Om to måneder ser han jo alligevel helt anderledes ud.

Svært at lave

Borgerservice i Aabenraa bekræfter, at de har afvist pasfotoet med to begrundelse: For det første, at hans hånd kan ses i billeder - og på grund af baggrunden.

- Hos fotografen fik vi taget et billede, som kunne leve op til reglerne md at personen skal have åbne øjne, lukket mund - og at begge ører skal være synlige. Og det er ikke helt let, at få en baby på tre uger til at ligge stille. Og en så lille dreng kan jo ikke sidde selv foran en neutral baggrund.

Fik linsen i hovedet

Efter afvisningen tog Maja Lunding igen til fotografen. Han placerede drengen på et ensfarvet tæppe på gulvet. Men så sker katastrofen: Linsen på fotografen store kamera falder ud og ramme drengen i hovedet.

- Han tog ikke ret meget skade, selv om linsen vel vejer et kilo eller mere, siger Maja Lunding.

- Men jeg forstår ikke, at der ikke kan slækkes lidt på reglerne, når så små børn skal fotograferes. Hvorfor er det ikke okay at han eksempelvis ligger på en dyne i mine arme, så fotografen kunne tage billedet fra siden?

- Nu har vi opgivet at få taget et billede og må så leve med risikoen for at få en bøde på 500 kr., hvis vi kører ned og handler i grænsebutikkerne - eller besøger familien.

Vil blive afvist i fly

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter, at alle danske statsborgere skal have deres eget pas - uanset alder. Og hvis familien med babyen vil ud at flyve, vil de blive afvist i gaten, hvis ikke barnet har et gyldigt pas.

Et mareridt

Politiet oplyser dog, at kommunerne har mulighed for at dispensere fra de strenge regler for pasfoto.

Maja Lunding understreger, at hun ikke ønsker at kritisere kommunens Borgerservice. Det er kun de stive regler, hun angriber.

- Jeg håber ikke, at andre forældre komme til at opleve det mareridt, vi oplevede i vores lille familie, slutter Maja Lunding. Bare fordi vi ville være gode, lovlydige borgere.

Ville godkende uden hånden

Nina Haag fra Borgerservice i Aabenraa udtaler til TV SYD:

- Forældrene er orienteret om, at billedet er afvist på grund af hånden og baggrunden. Når vi ser på billedet nu, ville vi have godkendt det, hvis ikke hånden var med på billedet.

- Det er også rigtigt, at vi kan dispenserer for baggrunden. Men vi har også oplevelser med pas, hvor producenten siger, at billedet er godkendt - men at der vil kunne opstå problemer ved indrejse til f.eks. USA.