Mathias: Min bil er totalskadet efter hærværk

Natten til søndag blev 11 biler udsat for hærværk i Aabenraa. En af dem var Mathias Gallmayers bil, som nu er totalskadet.

Søndag morgen fik Mathias Gallmayer en SMS fra sin mor, hvor der stod, at han skulle gå op på parkeringspladsen og tjekke sin bil. Hun havde nemlig set på Facebook, at flere biler var blevet udsat for hærværk på den parkeringsplads, hvor hendes søns bil holdt. 

quote

Da jeg så den, tænkte jeg, at det var ærgerligt. Jeg havde lige fået penge tilbage i skat, der skulle bruges til at få den synet, så jeg kunne køre to år endnu.

Mathias Gallmayer, studerende, Aabenraa

Og ganske rigtigt, så var Mathias Gallmayers bil smadret. Den holdt på øverste dæk i p-huset på Madevej i Aabenraa.

- Da jeg så den, tænkte jeg, at det var ærgerligt. Jeg havde lige fået penge tilbage i skat, der skulle bruges til at få den synet, så jeg kunne køre to år endnu, siger han.

Men nu står Mathias Gallmayer uden en bil. For alle bilens ruder var blevet smadret, og når man er studerende, er det svært at have råd til en kaskoforsikring, fortæller han.

- Den ryger nok bare til affald, siger Mathias Gallmayer.

Overvågningskameraer mangler
Han havde ikke regnet med, at hans bil kunne blive udsat for hærværk på den måde, der er fuldstændig ubegrundet.

quote

Hvis man vidste, at der var overvågningskameraer, ville man måske heller ikke gøre det.

Mathias Gallmayer, studerende, Aabenraa

- Jeg tror bare, at det er nogen unge, der keder sig, siger han og understreger, at han synes, at det er for dårligt, at der ikke er overvågningskameraet på parkeringspladsen. Så man kunne se, hvem der havde gjort det. 

- Hvis man vidste, at der var overvågningskameraer, ville man måske heller ikke gøre det, siger han.

Mathias Gallmayer må nu undvære en bil, indtil han er færdig med sin uddannelse. 

Indtil videre har ingen vidner set eller hørt noget i sagen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.