Meget små kvoter kan kvæle torskefiskeri i dele af Østersøen

EU-Kommissionen foreslår, at torskekvoterne i den vestlige Østersø skæres med 92 procent. Det vil påvirke sønderjyske fiskeres levebrød, og forbuddet gælder også for lystfiskere.

EU-Kommissionen lægger op til, at torskekvoterne i den vestlige Østersø skal skæres med 92 procent.

Det skriver Politiken.

Dermed går fiskere fra Sønderjylland, Bornholm, Sjælland, Lolland-Falster, Fyn og Langeland fra at kunne fange 1746 ton i år til 141 ton torsk næste år.

De torsk, som fiskerne alligevel må fange, må dog kun fanges som bifangst - ikke hovedfangst.

Og det bekymrer Svend-Erik Andersen, som er formand for Danmarks Fiskeriforening, fordi det vil gøre det svært at fiske efter andre fisk uden at overstige torskekvoterne.

- Det er en grotesk situation, for det vil gøre det meget svært at fortsætte fiskeriet efter de andre arter, som har det godt, fordi der altid vil være en bifangst af torsk, som er svær at styre, siger han til Politiken.

Fiskeriministre i EU mødes

Fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn (S) skal 11. oktober mødes med EU's andre fiskeriministre for at drøfte forslaget.

Han er ikke optimistisk, hvad angår udsigterne til at få hævet torskekvoterne i EU-Kommissionens forslag.

- Det ser desværre tungt ud, men jeg er også nødt til at sige til fiskerne, at vi har en bunden opgave med at passe på de arter, der er.

- Det går ikke at blive ved. Der skal fiskes markant mindre, og det vil også betyde færre fiskere, siger han.

Morten Vinther, som er seniorforsker ved DTU Aqua og medlem af Det Internationale Havundersøgelsesråd kan skrive under på, at torsken mistrives i Østersøen.

- Fisketrykket skal bringes voldsomt ned. Hvis ikke man gør det, er der en meget reel risiko for, at torsken forsvinder som kommerciel fisk inden for nær fremtid. Så skidt har den det, siger han.

Torsken: Fra almindelig fisk til kollaps

  • Torsk har været en af Danmarks og Nordeuropas mest almindelige fiskearter, og i midt-80'erne blev der fanget og landet svimlende 400.000 ton torsk på Bornholm om året.
  • Men bl.a. ødelæggelse af levesteder, forurening, overfiskeri og iltsvind har presset torsken så meget, at selv lystfiskeri er med til at true torsken.
  • Fiskerieksperterne i ICES anbefaler, at kvoten for vesttorsk i 2022 ikke overstiger 698 ton - i 2021 er kvoten på 4000 ton.
  • Torskefiskeriet øst for Bornholm er helt lukket ned, og eksperterne anbefaler her en fortsat lukning i 2022 for at undgå kollaps.
  • Et kollaps betyder, at der er så få fisk tilbage, at bestanden ikke kan genetablere sig selv til sunde niveauer og derfor på sigt risikerer at forsvinde helt.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening