Mor til handicappet barn: Det var skamfuldt

En ny type kursus til forældre til handicappede børn er ved at blive udviklet og afprøvet i Aabenraa Kommune.

At få et barn er drømmen for mange. Men når det barn kommer til verden med et handicap, så kan det være forbundet med stor sorg. En sorg som kun ligesindede forstår. Det er én af grundene til, at et Aabenraa kommune er i gang med at udvikle og afprøve en ny type familiekurser til forældre med handicappede børn.

En af underviserne på kurset er psykolog Eva Krog Pedersen.

- De her forældre kommer for at være sammen om det særlige vilkår, det er, at have børn, som har store udfordringer, forklarer hun. De udfordringer har forældrene ofte svært ved at dele med forældre til børn uden handicap.

En af dem, der har været på det nye kursus, er Anne Linnet Jessen. Hendes datter, Alberte, blev for 5½ år siden født med et handicap.

- Når man venter sig, så går man jo og har alle de her forventninger til, hvor fantastisk det bliver, og det kan være enormt skamfuldt ikke at glæde sig over at få det barn, som man troede, at man skulle have, siger hun.

Med forældrekurset har hun fået et netværk af andre forældre, som giver plads til, at tingene ikke altid er lyserøde.

Det er Socialstyrelsen, der står bag projektet og de har valgt Aabenraa Kommune som forsøgskommune, sammen med Århus- og Randers Kommune.

Målet er, at 80% af forældrene gennem kurset kan få et bedre familieliv, et bedre netværk med andre forældre i lignende situationer og et bedre samarbejde med kommunen.