Narkobilist kørte 190 km/t på landevej

En 24-årig mand blev onsdag eftermiddag taget med 190 kilometer i timen på landevej og med stoffer i blodet.

Vanvidskørsel, narkokørsel og kørsel uden førerret. En 24-årig mand fra Aabenraa Kommune kan se frem til lidt af en straffesag, efter at han onsdag eftermiddag blev taget af politiet.

Den 24-årige mand blev anslået til at køre 190 kilometer i timen på landevej og med høj fart igennem Bolderslev. Han kørte efterfølgende galt og ind i nogle træer uden at komme til skade.

Derudover var han påvirket af amfetamin under køreturen, og kørekortet manglede også. Han erkender de to forhold. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Onsdag havde Syd- og Sønderjyllands Politi øget fokus på bilister og trafikken i forbindelse med en færdselsindsats i den sydlige del af politikredsen. Det var et af færdselspolitiets videokøretøjer, der fangede den 24-årige vanvidsbilist.

Videokøretøjer fra hele Vestdanmark var med, og indsatsen var rettet mod både strækninger på landeveje, i byområder og på motorvej.

45 bilister taget i kontrol:

Alt i alt udløste onsdagens færdselsindsats sigtelser mod 45 bilister, der blev noteret for i alt 57 forseelser.

En stor del af sigtelserne vedrører for høj hastighed:

  • En bilist (den 24-årige) står til ubetinget frakendelse af kørekortet
  • 12 bilister står til betinget frakendelse af kørekortet 
  • 11 bilister får et klip i kørekortet
  • 11 bilister får en bøde

En anden stor gruppe var bilister, der talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Her blev det til ni sager, der alle udløser klip.

En bilist står til betinget frakendelse af kørekortet på grund af tæt kørsel.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi