Navn skal fjernes på mindesten?

Krigsforbrydere hører ikke hjemme på en mindesten, så det tyske mindretal i Sønderjylland skal nu til at finde vinkelsliberen frem og fjerne endnu et navn på mindestenen på Knivsbjerg.

Der er allerede fjernet flere navne på mindestenen på Knivsbjerg ved Aabenraa. Og nu er der rejst tvivl om, at endnu en person har begået krigsforbrydelser.

- Det er en person, som har været i 2. Verdenskrig på østfronten og blev såret i 1944, fortæller Hinrich Jürgensen fra det tyske mindretal. Han bliver lappet sammen og skal lave krigstjeneste et andet sted.

Men nu er der rejst tvivl, om hvor vedkommende arbejdede. Det antydes, at han måske var chef i køkkenet i en kz-lejr.

_ Vi har den holdning, at hvis vi har dokumentation for, at folk  er krigsforbrydere, så bliver de fjernet. Og det har vi ikke på nuværende tidspunkt, siger han til TV SYD.  

Mindestene på Knivsbjerg sætter navn på alle de tysksindede danskere som døde under de to verdenskrige.