Nej tak til politisk reklame på butik

Det er faldet flere borgere for brystet, at en af Fakta-butikkerne i Aabenraa lægger facade til politisk reklame.

Preben Holm fortæller til TV SYD, at han betragter julekampagnen fra Dansk Folkeparti på sin lokale Fakta i Aabenraa som "manipulation".

- Jeg ønsker at kunne foretage mine indkøb i fred og ro, uden at møde politiske budskaber. De har ikke noget at gøre i en dagligvare-butik, mener Preben Holm. 

God jul fra DF

Plakaterne forestiller flere af de fremtrædende Folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti, der smilende ønsker "God Jul".

- Jeg ville også protestere, hvis det var et hvilket som helst andet parti, forklarer Preben Holm.

- Det er selve princippet, det handler om for mig, fastslår han, der selv er medlem af Enhedslisten.

Vi undersøger sagen

Alt tyder på, at Fakta ved Vestvejen i Aabenraa er ene om at lægge facade til reklame for et politisk parti.

CO-OP Danmark, der står for driften af landets Fakta-butikker, har i hvert fald ikke hørt om andre filialer der reklamerer på denne måde.

CO-OP Danmark vil nu undersøge sagen, efter at TV SYD har henvendt sig.