Nu skal alle fjerkræ-transporter tjekkes før de kommer ind i Danmark

Fremover skal alle køretøjer, der kommer ind over den dansk-tyske grænse for at hente fjerkræ og rugeæg, kontrolleres, så der ikke kommer fugleinfluenza med ind i Danmark.

Lastbilerne og andre køretøjer, der skal hente fjerkræ og rugeæg i danske fjerkræbesætninger, bliver tjekket for at sikre, at alt er helt rent og desinficeret for at undgå, at der kommer efterladenskaber fra fjerkræ ind i landet.

Fjerkræ-transporterne skal melde deres ankomst på forhånd - og de første lastbiler ventes til grænsen natten til torsdag , oplyser fungerende veterinærchef Signe Hvidt-Nielsen, Fødevarestyrelsen i Vejen til TV SYD.

Ejere af danske fjærkræbesætninger skal underrette myndighederne om, hvornår udenlandske transporter henter dyr og æg hos dem.

- Normalt bliver transporterne alene kontrolleret ved stikprøver - men i denne situation med fugleinfluenza kontrollerer vi alle køretøjer, der skal hente levende fjerkræ og rugeæg i Danmark, siger fungerende veterinærchef Signe Hvidt-Nielsen, Fødevarestyrelsen i Vejen.  

 Hvis en lastbil ikke er gjort ordentlig rent, så bliver det gjort med det samme ved grænsen, hvor Fødevarestyrelsen har personale klar.

Indtil videre er der fundet fugleinfluenza i vilde fugle fire steder i Danmark.