Nu skal alle trafik-uheld undersøges i forebyggelsens navn

Fra søndag vil du på skadestuerne i Esbjerg, Aabenraa og Kolding blive bedt om at give oplysninger, når du har været udsat for et uheld i trafikken.

Hver ulykke i trafikken, hvor nogen kommer til skade eller mister livet, koster. Både på det økonomiske og det menneskelige plan. En stor del af af de mindre uheld i trafikken anmeldes ikke til politiet og indgår derfor heller ikke i statistikkerne. 

Skadestuerne registrerer markant flere færdselsuheld end de, der bliver anmeldt til politiet. Ved behandling på skadestuen beskriver patienterne mange flere detaljer om uheldene og årsagerne til dem. Med et bedre statistisk materiale kan kommunerne og politiet sætte ind med mere effektiv og ofte også billigere forebyggelse af færdselsuheld. På den baggrund vil skadestuerne i Esbjerg, Aabenraa og Kolding i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi registrere alle uheld.

Skadestuernes personale vil fra søndag den 1. oktober udfylde et kort spørgeskema, hvor patienterne anonymt fortæller om uheldet. Det gælder alle typer af trafikanter. Spørgsmålene handler om for eksempel køn, alder, trafikanttype, føret, hvor uheldet skete og hvad, der var årsag til uheldet. Bagefter registrerer personalet oplysningerne i et datasystem.

Politiet lover, at de ikke bruger oplysningerne til efterforskning eller strafforfølgelse. Heller ikke selv om uheld og ulykker sker som følge af eksempelvis at cykle i beruset tilstand eller køre over for rødt lys. Alt er anonymt, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Alle oplysninger hjælper til at tegne et billede af hvor, hvordan og hvorfor trafikanterne bliver kvæstet, så både de menneskelige og de økonomiske omkostninger kan skæres ned. De menneskelige kan ikke måles. De økonomiske ligger på gennemsnitligt omkring 600.000 kroner for hver personskade, der registreres af politiet.