Oversigt

Ny naboklage stopper arbejdet i grusgrav

Firmaet Kudsk & Dahl, der hvert år producerer mere end 700.000 tons råstoffer som sand, sten og grus, har siden juni haft lukket sin grusgrav i Nørre Hostrup. Hele sagen daterer tilbage til 2020, hvor en nabo klagede over støj til Region Syddanmark.

Det så ellers ud til, at arbejdet snart kunne genoptages igen, men nu har en ny klage fra samme nabo atter standset arbejdet i grusgraven.

- Vi oplever i øjeblikket at være bundet på hænder og fødder i et klagesystem, der gør det meget svært at drive grusgrav på grund af ekstremt lange sagsbehandlingstider samt det uhensigtsmæssige indgreb, en klage har, udtaler Casper Mathiasen, der er direktør i Kudsk & Dahl, i en pressemeddelelse.

Det drejer sagen sig om

I 2020 tog en nabo til grusgraven i Nørre Hostrup kontakt til Region Syddanmark, da vedkommende mente, at der var mere larm fra grusgraven, end det var tilladt.

En nærmere undersøgelse viste, at naboen havde ret.

Region Syddanmark valgte på trods af klagen at forny Kudsk & Dahls tilladelse til at udvinde råstoffer i grusgraven i 2020. Herefter klagede naboen over regionens beslutning om at forny tilladelsen.

Sagen landede hos Miljø- og Fødevareklagenævnet, der kom frem til, at der var mangler i aftalen mellem Kudsk & Dahl og Region Syddanmark.

Ifølge Kudsk & Dahl selv udbedrede de kort efter de støjgener, der blev påpeget af både nabo og Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Det var dog ikke dokumenteret og indskrevet i tilladelsen. Derfor var konklusionen fra klagenævnet, at tilladelsen, regionen havde givet, ikke længere var gyldig. På baggrund af det blev Kudsk & Dahl 1. juni 2022 tvunget til at indstille deres aktiviteter i grusgraven.

I oktober 2022 modtog Kudsk & Dahl en ny tilladelse fra Region Syddanmark til at udvinde råstoffer i grusgraven, men samme nabo har ifølge virksomheden nu valgt at klage over den nye tilladelse. Klagen betyder, at virksomheden fortsat ikke må genoptage aktiviteterne.

Læs mere ved at klikke her.