Nye solcelletag producerer strøm

Tag over hovedet skal nu producere strøm til huset. I dag præsenterede det sønderjyske typehus-firma Eurodan-huse fra Rødekro nemlig et decideret tag, der er lavet af solceller.

Fremtidens tag skal ikke være af hverken tegl eller eternit-plader. I hvert fald ikke hvis det står til det sønderjyske typehus-firma Eurodan-huse fra Rødekro. Derfor præsenterede de i dag et helt nyt tag, der udelukkende er lavet af solceller.

quote

Solcellerne er en del af selve taget, og det er taget, der producerer strøm.

Thomas Dahl, direktør, Eurodan-huse 

- Det, vi præsenterer her i dag, er en helt ny måde at præsentere solceller på. Solcellerne er en del af selve taget, og det er taget, der producerer strøm, fortæller Thomas Dahl der er direktør hos Eurodan-huse.

Praktisk og pænt
Det nye er, at solcellerne ikke bliver lagt i paneler ovenpå det eksisterende tag - huset bliver simpelthen bygget med et tag lavet af solceller. Og de er ikke kun praktiske.

- Noget af det, der selvfølgelig er rigtigt vigtigt for kunderne, det er selvfølgelig, at taget har et æstetisk look. Derfor har vi valgt de her solceller, der er sorte i overfladen, og så ligger de på klink, som man normalt ser et tag, siger Michael Ariel Nielsen der er direktør hos Innogie.

quote

Alle vores kunder snakker i dag om billigere energiløsninger.

Thomas Dahl, direktør, Eurodan-huse 

Det nye solcelle-tag dækker 80 procent af husets årlige strømforbrug. Og der er efterspørgsel på de selvforsynende energiløsninger.

- Af de huse, vi sælger allerede i dag, har ca. 50 procent af dem solceller på i en eller anden form. Alle vores kunder snakker i dag om billigere energiløsninger, siger Eurodan-huses direktør.

De nye solcelletag har allerede vundet en dansk og en udenlandsk designpris.