Nyt tiltag i Aabenraa hjælper unge i psykiatrien

Psykiske problemer kan være svære at tale om. Derfor har Ungdomspsykiatrisk afdeling på sygehuset i Aabenraa taget nye metoder i brug.

"Vi er allesammen mennesker, ikke blot vores diagnoser."

Det står skrevet på den nye vægtavle på Børne- og Ungdomdspsykiatrisk afdeling på sygehuset i Aabenraa.

quote

Det kan godt være nemmere at skrive tingene ned end at sige det.

Sissel Elmholt Pedersen

Her har unge på afdelingen været igennem et forløb over flere måneder, hvor de netop har skabt en særlig væg, som skal være til hjælp, når det hele ser dystert ud, og sygdommen er svær at tale om.

- Væggen giver os patienter mulighed for at få indflydelse på afdelingen og føle, vi bliver hørt i nogle af de ting, vi synes kan gøre afdelingen bedre, fortæller 20-årige Sissel Elmholt Pedersen.

Hun er indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor hun sammen med en række andre unge på afdelingen er pionerer indenfor patientinddragelse. Hun er ikke i tvivl om, at det nye tiltag virker.

- Som udgangspunkt virker det. Det kan godt være nemmere at skrive tingene ned end at sige det, fortæller hun.

Et af de konkrete tiltag for patientinddragelsen er, at patienterne sætter gule sedler på væggen. Derudover har patienterne en såkaldt mestringskasse. Denne kasse har indhold, der kan hjælpe, når det er hårdt.

- I min kasse har jeg fx tyggegummi og nogle smøger. Kassen indeholder ting, som kan aflede vores tanker eller trøste os, når tingene bliver svære, siger 16-årige Emilie Pedersen fra Kolding.

Fakta om Børne- og Ungdomspsykiatri i Aabenraa

Børne- og Ungdomspsykiatri Sydjylland, Aabenraa består af tre afdelinger.

  • Børne- og Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium (4-19 år)
  • Børnepsykiatrisk Dagafsnit (4-13 år)
  • Ungdomspsykiatrisk Dag- og Døgnafsnit (14-19 år)

Aabenraa er de første

Patientindragelsen begyndte sidste år på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, som er én af de allerførste psykiatriske afdelinger i landet, der arbejder på denne måde.

- Det er et produkt fra sidste år, og jeg har ikke hørt om andre, der arbejder, som vi gør, siger Anja Cecilie Krarup, der er funktionsleder på Børne- og Ungedøgnambulatoriet på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.

- Jeg tror det handler om at lytte til de unge. Vi ansatte kan godt gå rundt og tro, at den måde vi er på ikke har nogen betydning for, hvordan de unge er. Men når de får sat ord på det, og vi får snakket om det, så giver det god mening, at en dør fx ikke bliver åbnet, når de sidder og hygger sig, fortæller Anja Cecilie Krarup.

For Sissel Elmholt Pedersen mærker hun, at væggen og inddragelsen har gjort hendes indlæggelse nemmere.

- Man er her jo her på afdelingen af en grund. Så vi kan godt have det svært, og det er derfor rart, at man nemmere kan sige, hvordan andre kan hjælpe én bedst, fortæller hun.