Oprydning efter olieudslip kræver endnu en kraftanstrengelse

I dag forventes oprydningsarbejdet efter weekendens olieudslip i Aabenraa Fjord at være forbi.

Opdateret kl. 09.52:

I dag tages der hul på sidste dag med oprydningsarbejde ved Aabenraa Fjord.

Fra kl. 8.30 fortsatte arbejdet både til lands og til vands. På stranden foregår arbejdet via håndkraft.

- Det er bare at samle det op med en skovl i nogle baljer. Det er vi snart færdige med, siger Lars Bjørn, miljøvagt hos Aabenraa Kommune.

Syv skibe og et fly i aktion

I dag er der fralandsvind, og ifølge Lars Bjørn, der er miljøvagt hos Aabenraa Kommune, er det en god ting for oprydningsarbejdet.

- Ude på åbent vand har vi bedre mulighed for at samle olien op, forklarer han til TV SYD.

Til at hjælpe med aktionen, ankommer i dag et af statens miljøskibe ”Gunnar Seidenfaden”, som skal samle det sidste olie op til vands. Derudover holder skibet øje med, om olien er drevet mod Fyn. Skibet har været undervejs det seneste halvandet døgn.

Til at overvåge olien fra luften, kommer et fly fra Tyskland. I alt er syv skibe og 25 mand mandag involveret i oprydningen.

Ingen dyr ramt af forureningen

Olien er ufarlig for mennesker, men alligevel er der badeforbud. Inden det ophæves, skal vandet igen tjekkes af myndighederne, før det er klart til vinterbadende gæster. Olien udgør en risiko for fugle- og dyrelivet. Men ifølge Lars Bjørn lader der ikke til at være nogle dyr, som er blevet ramt af forureningen.

Lørdag slap en ukendt mængde olie ud, da et uvejr var skyld i, at tankskibet ”Stone 1” rev sig løs fra sin fortøjning ved Enstedværket, mens skibet var i gang med at losse vakuum-olie.