Opsving: Rekord i godstrafik over grænsen

5271 lastbiler kørte over grænsen i årets andet kvartal. Det er rekord i de 11 år, hvor lastbiltransportens brancheorganisation, ITD, har lavet grænsetællinger. Men tallene tyder også på kapacitets-problemer.

ITD noterer i sin nyeste opgørelse, at stigningen i trafik over grænsen skyldes udenlandske lastbiler.

- Vi hører p.t. om en meget stor travlhed på indenrigsmarkedet, og der er noget, der tyder på, at mange vælger at holde de danske lastbiler hjemme i Danmark for at sikre kapacitet til de nationale kørsler. I stedet er det især de østeuropæiske biler, der overtager den internationale godstrafik ind og ud af landet, forklarer ITD?s erhvervspolitiske, Poul Bruun.

- At det ikke er danskejede biler, der står for den aktuelle vækst i eksportkørslerne, er endnu et tegn på, at erhvervet oplever et akut behov for ekstrakapacitet. Det tyder på, at de danske transportvirksomheder ikke har flere ledige biler at tage af i deres egen flåde, siger Poul Bruun.

Kun 19 procent af de lastbiler, der passerer de danske grænser, er danske. Sidste år i samme kvartal var andelen 23 procent. I den sydgående godstrafik ud og ind af Danmark er det nu blot 14 procent af lastbilerne, der er danske mod 19 procent i samme kvartal sidste år.

Det tolker ITD som et tegn på, at de danske vognmænd er ved at nå loftet for tilgængelig kapacitet.