Overskudsvarme fra Apple kan varme tusindvis af boliger op

Apples nye datacenter ved Aabenraa kommer til at producere store mængder overskudsvarme – men der er risiko for, at varmen bliver lukket ud til fuglene.

Aabenraa-Rødekro Varmeværk har et stort ønske: Værket vil gerne aftage overskudsvarme fra Apples nye datacenter i Kassø, og bruge det til at varme boliger op med.

- Datacenteret vil kunne levere varme til 25 procent af alle husstande i Sønderjylland, siger formanden for Aabenraa-Rødekro Fjernvarme, Per Horup, til TV SYD.

Han er helt enig med SF'eren LIsbeth Bech Poulsen, som fik en rundvisning på hans varmeværk. Reglerne om afgift på varmepumper betyder, at virksomheder skal betale for at komme af med overskudsvarme. 

Dels skal virksomheder betale afgift til staten af den overskudsvarme, de sælger – eller forærer væk til fjernvarmeværkerne. Dels skal fjernvarmeværkerne betale afgift for den strøm, de bruger til at omdanne overskudsvarmen til fjernvarme, som kan sendes ud til forbrugerne.

- Det er ren galimatias, er han og gæsten fra SF enige om. 

Erhvervs- og skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen, havde et nyt udspil med til besøget på Aabenraa-Rødekro Varmeværk.

- Det er absurd, at store virksomheder som Apple er tvunget til at fyre for fuglene, når de ligeså godt kan sende deres overskudsvarme ud i naboernes stuer. Vi skal have ændret reglerne, så de kan forære varmen væk, uden at det koster dem hverken penge eller tid på besværlig administration, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Aabenraa-Rødekro Varmeværk leverer varme til 11.000 husstande i Aabenraa, Rødekro, Stubbæk og Hostrupskov.

Første etape af Apples nye datacenter forventes at stå klar – og levere overskudsvarme –  allerede i 2019. 

Regeringen har sat et udvalgsarbejde i gang for at se på afgifterne. Og Lisbeth Bech Poulsen føler, at der er ved at være et flertal for at få ændret afgiftsreglerne. 

- Ikke kun fordi vi får disse datacentre, som kan levere så enorme mængder overskudsvarme. Vi har i årevis haft de regler, som betyder, at virksomheder ikke udnytter deres overskudsvarme. 

SF’s forslag:

  • Virksomheder skal afgiftsfrit kunne forære overskudsvarme væk – så længe de forærer den til et offentligt værk, en boligforening eller lign.
  • Reglerne for overskudsvarme skal forenkles. I dag dropper en del virksomheder at sælge overskudsvarme fordi reglerne er komplicerede.
  • Elafgiften på varmepumper skal sættes ned, så det kan betale sig at bruge varmepumper – i hvert fald for kraftvarme og fjernvarmeværkerne. Det vil både fremme brug af overskudsvarme og anden god brug af varmepumper.