Pas på mugne hveder før bededag

Tjek dine hveder, hvis du har købt ind i god tid. Det er nemlig ikke sikkert, at de kan holde sig helt til torsdag aften, selvom det står på posen.

Tirsdag tilbagekaldte Kohberg Bakery Group A/S i Bolderslev ved Aabenraa en stor mængde hvedeknopper, fordi der ved en fejl ikke er tilsat konserveringsmiddel.

Det skriver Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside, og opfordrer forbrugerne til enten at aflevere hvederne tilbage til butikkerne eller kassere dem.

For uden konserveringsmiddel i knopperne er der risiko for, at hvederne dækkes af mug inden den holdbarhedsdato, der ellers står på pakkerne, overskrides.

Det drejer sig helt konkret om Kohberg hvedeknopper, der er mærket med holdbarhedsdatoerne 18.05.2014, 19.05.2014 og 20.05.2014 og solgt i en langt række supermarkeder, oplyser Fødevarestyrelsen.

 

Fakta:

Hvilke fødevarer:

Kohberg hvedeknopper

Mindst holdbar til dato:18.05.2014, 19.05.2014 og 20.05.2014

Kode: 18.05.A8, 19.05.A9 og 20.05.B2

EAN kode: 5726866294074

Solgt hvor:

Netto Jylland og Fyn

Superbest, Spar, Superspar, Eurospar, Min købmand, Nærkøb, Letkøb,

Kiwi, Løvbjerg

Irma, Kvickly, Fakta, Superbrugsen, Daglig Brugsen, Lokal Brugsen

Virksomhed der tilbagekalder:

Kohberg Bakery Group A/S

Årsag:

Tilbagekaldelsen skyldes, at der ved en fejl ikke er tilsat

konserveringsmiddel til produktet

Risiko:

Risiko for mugdannelse inden udløb af angivet holdbarhed

Råd til forbrugerne:

Lever varen tilbage hvor den er købt eller kasser den