To påsatte brande på mindre end tre timer i nat

På mindre end tre timer har der natten til mandag været to tilfælde af påsatte brande midt i Aabenraa. De to udendørs brande er påsat med få hundrede meters afstand.

Nattens første påsatte brand blev anmeldt klokken 01.45 på Madevej, hvor der var antændt noget tøj på en rist ved et hushjørne i en ejendom på Madevej. Brand & Redning Sønderjylland fik hurtigt slukket ilden, inden den bredte sig til bygninger.

Klokken 04.16 kom næste anmeldelse. Her var der tale om ild i en affaldscontainer på Ramsherred kun få hundrede meter fra det første brandsted.

KLIK og se mere tv på localeyes.dk

Den brændende container var skubbet ind mod en forretning på Ramsherred, hvor ilden havde fået fat i et vinduesparti og et nedløbsrør, da brandfolkene nåede frem og hurtigt fik bugt med ilden.

- Der er ikke tvivl om, at begge brande er påsatte. Brandstederne ligger påfaldende tæt på hinanden, og brandene er opstået med få timers mellemrum, hvad vi selvfølgelig vil tage med i vores videre efterforskning, siger vagtchef Søren Strægaard, Syd- og Sønderjyllands Politi, mandag morgen til TV SYD.