TV der bevæger dig

Paven kritiserer slumlejr i Padborg

Dansk slumlejr-sag fra Padborg har nået Vatikanet: Nu vil Paven bekæmpe social dumping. Det skriver Fagbladet 3F.

Filippinske chauffører boede angiveligt under kummerlige forhold i Padborg og arbejdede ifølge 3F under slavelignende vilkår. Foto: Fagbladet 3F

Nogen vil mene, at selv guderne kæmper forgæves mod social dumping. Men nu gøres forsøget. For fagforeninger under ITF, Internationalt Transportarbejder Forbund, har lavet en alliance med selveste paven.
Det skriver Fagbladet 3F.
Den ny alliance så dagens lys, da repræsentanter fra 3F Transport og 20 andre forbund i ITF mødtes til konference i Vatikanet med repræsentanter fra det pavelige akademi, forskere og arbejdsgivere.
Social dumping, menneskehandel, globalisering, arbejdsvilkår og konsekvenserne af ny teknolog var temaet for konferencen, der også handlede om mulige løsninger og forbedringer for ansatte i transportbranchen.

Slumlejr i Padborg

Danmarkshistoriens største sag om menneskehandel til tvangsarbejde, som Fagbladet 3F afslørede i Padborg i 2018, var nået til Vatikanet.
Sagen handler om filippinske lastbilchauffører, som boede under beskidte og ydmygende forhold i en slumlejr i Padborg hos transportfirmaet Kurt Beier A/S, hvor de arbejdede mange timer til dumpingløn.
“I december 2018 blev der for eksempel skabt store overskrifter, da fagforeninger undsatte mishandlede og udnyttede filippinske chauffører i Danmark. Udnyttelse af smuthuller i EU’s lovgivning og uansvarlige arbejdsgivere bringer chauffører til Europa fra Manila for at arbejde for uhyrligt lave lønninger (1.060 US dollar om måneden)", står der i en skarp fælles erklæring fra ITF og Vatikanet, hvor det også slås fast, at problemerne med social dumping er meget store. Ikke mindst når det gælder kampen mod moderne slaveri.

Paven og fagforeninger

Og det vil parterne bekæmpe i fællesskab:
“Denne udnyttelse af arbejdere må og skal håndteres. Det er helt og aldeles uacceptabelt og afskyeligt, at mennesker i de 21. århundrede, trods al verdens rigdom, fortsat bliver udsat for menneskehandel og udsat for tvangsarbejde".
Formand for 3F's transportgruppe Jan Villadsen glæder sig over, at verdens transportarbejdere er i dialog med Vatikanet i kampen mod social dumping. Og at der dermed er udsigt til en ny global samarbejdspartner i den internationale kamp mod social dumping.
- Europa-Parlamentet har haft meget svært ved at blive enige om nye fælles EU-regler mod social dumping, der rammer chauffører og kontrol mod piratkørsel. Det er et trist symptom på, at politikere og samfundsinstitutioner må give op på flere og flere områder, siger han og fortsætter:
- Det er meget alvorligt. Derfor er internationale alliancer vigtigere end nogensinde. For når politikerne giver op, så må andre finde på nye løsninger og skabe de alliancer, der er nødvendige.

Grådighed

- Det gælder ikke mindst vores stærke international netværk i ITF mellem fagforeninger på transportområdet.
ITF, Internationalt Transportarbejder forbund, hvor 3F Transport er medlem, opfordrede til bredt samarbejde globalt:
 "Der er sket et kollaps i det internationale samarbejde. Grådighed hos multinationale firmaer er en del af forklaringen. Resultatet er social dumping og menneskehandel over grænser i form af tvungen prostitution og tvangsarbejde. Derfor er der brug for nye alliancer. Mellem NGO’ere, fagforeninger og kirken, siger Paddy Crumlin, der er præsident for ITF, som repræsenterer 20 millioner transportarbejdere på internationalt plan, skriver Fagbladet 3F.