Penge til bedre arbejdsmiljø på intensiv

Region Syddanmark har afsat penge til at forbedre arbejdsmiljøet på Intensivklinikken i Aabenraa. Medarbejderne døjer med pladsproblemer og et højt støjniveau.

Afdelingen skal bygges om for en halv milion kroner. Der skal laves et sterildepot og et depot til opbevaring af væsker, bl.a. dialysevæsker, som i dag står på gangarealerne.

- De fysiske arbejdsforhold i klinikken har desværre ikke været så gode, som vi gerne vil have, at de skal være, siger Stephanie Lose (V), der er formand for regionens Innovationsudvalg. Det har bl.a. resulteret i et højt et højt stressniveau blandt medarbejderne, og derfor er det godt, at der nu bliver gjort noget ved det.

Større personalestue

Afdelingen kan have op til 25 medarbejdere på arbejde på samme tid.

Og de skal klemme sig ind i en personalestue på ni kvadratmeter, når de skal holde møde, konferencer eller pauser. Personalestuen udvides til næsten det tredobbelte ved ombygningen, som skal være færdig til efteråret.

10 pct. sygefravær

Kliniklederne på Intensivklinikken, Henriette Kaczmarek og Jørgen Steen Hansen, fortæller, at både patienter og pårørende har været utilfredse med de pressede forhold på klinikken, og at deres tilkendegivelser også har påvirket medarbejderne.

Sygefraværet i plejegruppen lå for godt et år siden på omkring 10 procent. Sygefraværet er dog faldende, og det håbes, at ombygningerne kan give flere forbedringer.

Intensivklinikken har siden efteråret 2012 deltaget i et regionalt pilotprojekt, hvor man undersøger om en struktureret indsats i forhold til eksempelvis undervisning i konflikthåndtering, kan fremme trivsel ? og herved nedbringe sygefravær.