Polakker dømt for Lego-tyveri

Seks polske mænd idømt fængsel og udvisning for million-tyveri af Lego-klodser fra lastbiltrailer.

Seks polske mænd mellem 21 og 36 år har fået fængselsstraffe på mellem et år og et år og tre måneder for tyveri af Lego-klodser for 1,3 millioner kroner.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tyveriet skete den 26. oktober 2018 på rasteplads Frøslev Øst på den Sønderjyske Motorvej ved Padborg. En blev taget på fersk gerning, mens de fem øvrige gerningsmænd blev anholdt i Tyskland.

Udover fængselsstraf er alle seks blevet udvist af Danmark i en periode fra seks til 12 år. Sagen er kørt ved retten i Sønderborg.