Politi får næse for smøl i drabssag

Drabsafdeling måtte vente tre måneder på sønderjysk drabssag. "Ikke optimalt" lyder det fra statsadvokaten.

Det bliver politidirektør Jørgen Meyer i Syd- og Sønderjyllands Politi, der nu skal afgøre, hvilke konsekvenser hans ansattes smøl i en drabssag skal have. Det er konsekvensen, efter at statsadvokaten har set på sagen med kritiske øjne.

Det drejer sig om en drabssag fra Aabenraa, hvor en 34-årig mand er tiltalt for drab på sin mor. Først lignede kvindens død ikke en forbrydelse, men retsmedicinerne fandt sidenhen tegn på vold. Alligevel endte sagen først i drabsafdelingen efter tre måneder.

- Der er ikke grundlag for at rejse straffesag mod en tjenestemand, men politiets efterforskning har ikke været optimal. Nu er det op til politidirektøren at afgøre, om sagen skal have disciplinære konsekvenser, siger vicestatsadvokat Claus Guldbrand til Ritzau.

Ikke heldigt

Politiinspektør Kaj Nielsen, der er chef for blandt andet drabsefterforskningen i det sønderjyske, har tidligere sagt, at det ikke just var heldigt, at kriminalfolkene måtte vente så længe på at få sagen på deres bord.

- Vi ville godt have været inde i sagen på et tidligere tidspunkt, lød det i foråret fra Kaj Nielsen.

Sagens hovedperson er en tilsyneladende psykisk ustabil mand. Efter politiets opfattelse er han nemlig ikke alene skyldig i drabet på sin mor sidste sommer.

I julen 2008 afleverede manden ifølge politiet en pakkebombe ved sin fars hjem i Aabenraa. Bomben eksploderede, men påførte kun "mindre personskade", som det hedder i politisprog.

Alligevel anser anklagemyndigheden sagen for så alvorlig, at manden er tiltalt for en alvorlig paragraf i straffeloven, der sidestilles med alvorlig brandstiftelse, som kan give fængsel op til livstid.

Politiet opgav i første omgang at få dømt sønnen i bombesagen, men efter morens død har man valgt også at rejse tiltale for pakkebomben.