Politiet advarer: Mangelfuldt hegn kan være livsfarligt

Politiet opfordrer dyre-ejere til at tjekke deres indhegninger. De oplever alt for ofte, at de må rykke ud til dyr, der er sluppet ud af indhegningen.

Før du lukker dine dyr ud

- Er elefanthegnet tændt? 
- Er der vokset græs eller grene op, som rører tråden og afleder strøm?
- Er alle tråde sat op og pælene i forsvarlig stand?

Mange dyr bliver lukket ud på markerne i denne tid; det får Syd- og Sønderjyllands Politi til at komme med en kraftig opfordring.

Politiet må nemlig tit bruge mange patruljetimer på farlige situationer med løse dyr på veje og ved jernbaner.

Derfor understreger polititiet vigtigheden af, at man sørger for at have styr på sine indhegninger, før man slipper sine dyr ud i dem.

Det kan blive dyrt på mange måder, når dyr som heste, køer eller får slipper ud fra deres indhegning.

Hvis der sker en ulykke, skal der både betales erstatning til dem, det går ud over, og en bøde, hvis dyrene ikke har være forsvarligt hegnet ind.

Sammenstød med et dyr på flere hundrede kilo kan i de værste tilfælde koste slemme kvæstelser eller menneskeliv. Det kan selvfølgelig også gå voldsomt ud over dyrene. Undvigemanøvrerne, man laver, når et dyr dukker op foran bilen, er heller ikke ufarlige.

Natten til torsdag måtte Syd- og Sønderjyllands Politi to gange rykke ud til løse kreaturer, læs her.

Det kan du gøre, hvis du opdager løse dyr.

Ved kreaturer og får: Forsøg at komme så tæt på dyrene som muligt, så du kan aflæse det gule øremærke. På den måde kan politiet hurtigt få fat i ejeren, så vedkommende kan hjælpe med at fange og sikre dyrene.