Politiet beslaglægger igen massevis af kanonslag

Flere gange har Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagt mellem 1.800-2.000 kanonslag. Mandag skete det igen.

Borgere i Aabenraa har den seneste måned ad flere omgange været plaget af kraftige kanonslag, som bliver fyret af og giver et ordentlig brag.

Mandag aften har Syd- og Sønderjyllands Politi under en ransagning beslaglagt 1.800 kanonslag. Det oplyser vagtchef Ole Aamann.

Vagtchefen ønsker ikke at oplyse mere om den konkrete sag "af hensyn til efterforskningen".

Flere beslaglæggelser den sidste tid

Men han siger, at det ikke er første gang i år, at politiet beslaglægger kanonslag i denne størrelsesorden.

- Vi har på det sidste lavet flere store beslag i denne her størrelse omkring 1.800 til 2.000 kanonslag, siger han.

Ved tidligere ransagninger i efteråret har beslaglæggelser af ulovligt fyrværkeri ført til, at flere unge er blevet sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.

Eksempelvis oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi 16. november i en pressemeddelelse, at tre mænd på 18, 19 og 25 år var blevet sigtet.

Problemer med kanonslag siden oktober

Ifølge politiet har problemer, med at kanonslag bliver fyret af, stået på siden oktober. Det har været til stor gene for flere borgere, som har anmeldt hændelserne til politiet.

Affyringerne har primært været centreret i Sønderjylland. Det gælder særligt omkring Aabenraa, hvor eksempelvis postkasser er blevet sprunget i luften.

Politiet har i løbet af november sat flere kræfter ind på at patruljere i gaderne og efterforske hændelserne.

Selv om det er velkendt for politiet, at der op til jul bliver et større arbejde med at kontrollere ulovlig opbevaring og salg af fyrværkeri, er det kommet tidligere i år, siger Ole Aamann.

- Det har stået på i noget tid, så det har været tidligere på vej i år, end vi har oplevet før, siger han.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.