Politiet efterlyser vidner til hærværk

Politiet efterlyser vidner til grafitti-hærværk og ildspåsættelse begået i nat og i de tidlige morgentimer på tre forskellige adresser i Aabenraa.

Syd- og Sønderjyllands Politi har torsdag nat og tidligt fredag morgen modtaget tre anmeldelser om hærværk mod en række biler, og ildspåsættelse af biler og fire containere.

Graffiti-hærværk mod kommunale biler

Kort efter midnat kom den første anmeldelse om, at ni kommunale biler, der holdt parkeret ved Aabenraa Kommunes Jobcenter på Kallemosen, var blevet overhældt med maling.

Desuden havde gerningsmændene også forsøgt at sætte ild til en af bilerne.

Politiet modtog desuden klokken 00.52 anmeldelse om, at der var gået ild i en Citroen C3, der holdt parkeret på Damms Teglgård.

Ild i containere

Klokken 07.15 kom endnu en anmeldelse om hærværk. Der var gået ild i fire affaldscontainere på Skibbrogade. Containerne var placeret med så stor afstand, at politiet formoder, at der ikke kan være tale om nogen naturlig brandårsag, men at gerningsmænd har forsøgt at sætte ild til containerne.

Måske de samme gerningsmænd

Både ved Jobcentret og i Skibbrogade har øjenvidner set to unge mænd forlade området på en knallert eller scooter - dem vil politiet meget gerne høre fra.

Desuden håber Syd- og Sønderjyllands Politi at komme i kontakt med vidner, der i nattens løb har set noget mistænkeligt

Hvis man har oplysninger i sagen, skal man kontakte politiet på telefon 1-1-4.