Politiet frygter butiks-tyve har fået nyt våben

Politiet frygter, at butikstyve fra østlandene nu er udstyret med avanceret elektronisk udstyr, der kan afbryde den elektroniske sikring af varer i forretningerne.

Betjente ved politiets udlændingekontrolafdelingen i Padborg stoppede onsdag en tysk bil med fire polakker.

- I bilen fandt vi en lille elektronisk kasse, som vi tror kan afbryde tyveri-skringen i butikkerne. Den slags har vi ikke set før, siger politikommissær Eskild Bossen til TV SYD.

I bilen blev der fundet stjålne varer for næsten 50.000 kroner, så meget tyder på, at den elektroniske "russerpose" allerede har været i brug, vurderer Eskild Bossen.

De fire mænd bliver nu afhørt nærmere, inden de bliver fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Sønderborg.
To af de anholdte har i forvejen indrejseforbud i Danmark.