Politiet slog til og fandt 178 ulovlige kanonslag

Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagde i weekenden 178 ulovlige kanonslag ved en ransagning i Tinglev.

Beslaglæggelsen af de 178 kanonslag er resultatet af en massiv indsats mod uro i Aabenraa, der også har afledt 17 sager om overtrædelse af færdselsloven.

Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagde lørdag aften de mange ulovlige kanonslag ved en ransagning i Tinglev. Kanonslagene er fremstillet på en professionel fyrværkerifabrik.

Politiet har sat massivt ind mod mod uro i Aabenraa, hvor mange borgere den seneste tid har anmeldt bilræs og affyring af kanonslag i byens centrum. 

Beslaglæggelsen i Tinglev blev fulgt op af yderligere to ransagninger søndag, der dog ikke førte til yderligere fund.

Ud over beslaglæggelserne er indsatsen mod uroen i Aabenraa foreløbig resulteret i 17 færdselssager siden onsdag, ligesom der i weekenden har været fem sager med uro og uorden samt et tilfælde af generende kørsel.

- Vi fortsætter den massive indsats for at sikre ro og orden i Aabenraa. Vi tolererer ikke den utryghedsskabende adfærd og griber konsekvent ind over for den, siger  politiinspektør Tage Jehn i en pressemeddelelse. Han er leder af beredskabet ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Siden fredag den 15. oktober har Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagt 293 ulovlige kanonslag i Aabenraa Kommune. I hele politikredsen er der i samme periode beslaglagt omkring 3.500 kanonslag.