Politiet søger vidner til angreb på vagtmand

Fire-fem teenagere stod bag boldkast og kast med fyrværkeri mod vægter.

Natten til mandag havde en vagtmand en grim oplevelse med en gruppe teenagere på Høje Kolstrup Skole i Aabenraa. Nu beder Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemedelelse om hjælp til at finde de skyldige.

Efter en tyverialarm kørte vægteren klokken 03.30 til skolen, hvor der med stor kraft blev kastet eller sparket en fodbold ned fra en bro. Bolden ramte vagtbilens forrude. Da han stoppede og steg ud, blev han også beskudt med fyrværkeri, uden at han dog kom noget til. 

Ifølge Kleys Vagttjeneste, som vægteren arbejder for, var det anden gang på kort tid, at firmaet blev chikaneret af unge i området. Den første episode blev ikke meldt til politiet. 

Unge i hættetrøjer

Syd- og Sønderjyllands Politi mener, at det var en gruppe på fire til fem teenagere, som stod bag. Et vidne har set to unge på Vestvejen ved Høje Kolstrup, som kan have været involveret. 

Vægteren beskrev, at de unge var klædt i mørkt tøj og med hættetrøjer, hvor hætterne var trukket op over hovedet. Et vidne har senere på morgenen set to "tydeligvis dansk udseende unge i en påklædning, der svarer til den beskrevne", oplyser politiet.

To patruljer på skolen

Efter anmeldelsen blev der straks sendt en patrulje til stedet. For at afskære de fire-fem teenagere tilkaldte patruljen yderligere en patrulje, som kom til broen. De unge var dog forsvundet.

Syd- og Sønderjyllands Politis aktuelle vurdering af området ved Høje Kolstrup er ellers, at det ikke er mere belastet af kriminalitet og uro end andre tæt bebyggede områder med mange beboere. Politiet samarbejder godt med beboere, foreninger og andre i området, siger vicepolitiinspektør Preben Westh, som leder politiets Områdecenter Syd.