Politiet: Sov ikke i kolonihaven

Meteorologerne lover en varm weekend, men politiet i Aabenraa advarer nu folk mod at overnatte i deres kolonihavehuse, så længe pyromanen i byen ikke er fanget endnu.

Netop udsigten til en varm påske kan uden tvivl lokke rigtig mange ud i kolonihaverne - og med varmegraderne  vil flere uden tvivl overveje at overnatte. Men så længe pyromanen i Hjelmhaverne ikke er fundet, skal folk tænke sig om.

Frygter ny brand

- Så længe vi ikke har en gerningsmand, er der stadig en vis risiko for, at der kan opstå en brand igen, siger lederen af lokalpolitiet i Aabenraa, vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, til TV SYD.

Politiet erkender, at de ikke umiddelbart er på sporet af pyromanen, som står bag otte-ti brande det sidste halve år.

- Selv om kolonihaveejerne selv er opmærksomme, kan det gå galt. Jeg kan naturligvis ikke forhidnre dem i at overnatte der, men jeg kan opfordre dem til at tænke sig om en ekstra gang, siger vicepolitiinspektøren.

Vagtkorps

Kolonihave-foreningen indførte deres eget vagtkorps, da de første brande hærgede i efteråret. Der foreligger ikke noget om at foreningen overvejer at genindføre de private vagter nu, hvor medlemmerne opholder sig mere i haverne.