Politiet undrer sig - ingen hærværksvidner har meldt sig

Natten til søndag blev 11 biler, der var parkeret midt i Aabenraa, smadret. Men ingen vidner har set eller hørt noget, oplyser politiet.

Søndag morgen fik nogle bilejere sig et trist syn i Aabenraa.

11 parkerede biler blev natten til søndag udsat for hærværk. Forruder, sideruder og bagruder var blevet smadret.

Bilerne var parkeret på øverste dæk i p-huset på Madevej. Selvom bilerne var parkeret midt i byen, har ingen vidner set eller hørt noget, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

quote

Jeg synes, det er underligt, at der er ingen, der har set det.

Vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Jeg synes, det er underligt, at der er ingen, der har set det, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ud fra døgnrapporten har ingen vidner meldt sig indtil nu. Det kan være, at den videre efterforskning har andre oplysninger, oplyser politiet. 

Bilejerne fik ingen besked, selvom politiet opdagede ødelæggelserne om natten.

- Vi har en del opgaver lørdag nat, der var mere akutte. Og så kontaktede vi ikke ejerne simpelthen for at undgå, at vi ringede til ejerne, og de så ringede til os bagefter. Så der ville ske en dobbeltregistrering, siger han.