Udvidelsen og ombyggeriet af de bygninger, som Udlændingekontrolafdeling Vest, (UKA Vest), har til huse i på Toldbodvej i Padborg, går i gang i slutningen af denne måned.
Det bliver totalentreprenør Hansson og Knudsen A/S, der skal varetage hele projektet, der omfatter både en ombygning af eksisterende bygninger samt en tilbygning.
Beslutningen om at modernisere og udbygge UKA Vest i Padborg blev truffet i forbindelse med politiets flerårsaftale for økonomien i 2016-2019.
Det skete som et led i det politiske ønske om at styrke den samlede indsats ved den sønderjyske grænse.
- Dette byggeprojekt er en fremtidssikring af vores arbejdsplads og vores opgaveløsning i det grænsenære område. Vi ser virkelig frem til, at vores fysiske rammer i UKA Vest endelig matcher de mange vigtige og forskelligartede politiopgaver, vi løser her i det grænsenære område af politikredsen, siger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.