Politiet: Vi starter ikke en menneskejagt

Politiet i Aabenraa har nedtrappet eftersøgningen af den 15-årige teenagemor efter at have set TV SYDs indslag i går lørdag.

Anders Hansen, Politikommissær, Syd- og Sønderjyllands Politi, siger:

- Vi så TV SYDs indslag lørdag aften med stor interesse, og vi kan se at barnet tilsyneladende har det godt. Både vi og Aabenraa kommune blev beroliget af indslaget. Det betyder, at sagen for os ikke længere er akut. Vores efterforskning er ikke afblæst eller sat i bero, men der skal noget konkret til, førend vi farer frem. Vi er enige med kommunen om, at vi ikke skal lave en menneskejagt på en 15-årig pige med et spædbarn.

Det var Aabenraa Kommune, der ville tvangsfjerne teenagemoderens et måned gamle dreng. Det fik hende til at gå under jorden sammen med sit nyfødte barn. I går stod hun frem i TV SYD med sin historie. Hun fortalte blandt andet, at hun håber at kommunen vil holde op med at lede efter hende og barnet.

Christian L. Hansen, børn- og familiechef i Aabenraa Kommune, var også godt tilfreds med at se TV SYDs indslag i går lørdag, fordi han mente at kunne konstatere, at barnet har det godt.

I dag har han taget kontakt med modernes advokat.

- Vi forsøger sammen med advokaten at stable en dialog på benene med moderen. Det håber jeg kan ske nu, siger han og ønsker ikke at komme det nærmere.