Politiet vil se motionisters pas under Grænseløb

Den øgede grænsekontrol rammer nu også et traditionsrigt motionsløb, som krydser den dansk-tyske grænse. Det er helt grotesk, mener arrangørerne.

I 32 år har motionister frit kunne løbe ind over den dansk-tyske grænse i det årlige Grænseløb. Men i år ser det ud til at blive anderledes. Syd- og Sønderjyllands Politi forlanger nemlig, at de cirka 400 deltagere medbringer deres pas eller anden gyldig rejselegitimation.

-Vi synes jo, at det er ærgerligt. Vi synes, at det er rigtig godt, at vi også i den her tid kan sige, at vi stadig løber over grænsen uden pas, siger formanden for Grænseløbet, Morten Harmuth, til TV SYD.

Ruten er på knap 12 kilometer fra Danmark, ind i Tyskland og tilbage igen. Løberne starter og slutter i Kruså, og når de krydser grænsen ved Madeskovvej bag ved Bingohallen i Kruså, skal de have passet frem.

Hos det tyske politi ser man slet ikke så strengt på kontrollen. De vil bare have en liste med navne og løbsnummer på alle deltagere.

Da løbsarrangørerne først hørte, at det danske politi forlangte at se løbernes pas, blev de overraskede.

- Vi troede ikke rigtig på det, så vi tænkte, at vi bare lige skulle søge om dispensation, og så var den i hus, siger Morten Harmuth.

Men sådan gik det ikke. Politiet afviste dispensationen, og det har fået den lokale folketingspolitiker Eva Kjer Hansen (V) til at gå videre med sagen.

-Jeg tager nu en snak med Justitsministeren. Jeg vil spørge, om ikke man kan være lidt fleksibel her og give en dispensation, så man agerer ligesom tysk politi. Så behøver man ikke have passet med i baglommen, siger hun til TV SYD.

Arrangørerne håber, at løberne i sidste ende får lov at lade passet blive hjemme, når Grænseløbet sættes i gang 16. september.

- Vi skal passe på, at reglerne ikke bliver for tossede, siger Morten Harmuth.

Her er ruten til årets Grænseløb. To gange skal løberne passere grænsen, men det er altså kun, når de skal ind i Danmark, at passet skal frem.
Her er ruten til årets Grænseløb. To gange skal løberne passere grænsen, men det er altså kun, når de skal ind i Danmark, at passet skal frem.
Foto: Gpsies.com