Politikontrol afslører overlæs og afgifts-snyd efter grænsehandel

Selvom grænsen er åben, så sætter færdselsloven dog fortsat sine begrænsninger på, hvor store mængder øl man må slæbe med hjem.

Motorstyrelsen og færdselsfafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi har efter grænseåbningen gennemført en fælles aktion med kontrol af biler og trafikanter på vej hjem fra Tyskland.

Ved kontrolaktionen, der fandt sted tirsdag aften, måtte en bilist efterlade 42 kasser øl som følge af overlæs. Ud over tabet af de mange øl kan bilisten også se frem til en bøde.

En anden bilist, der kørte i en Porsche GT3-sportsvogn, der har en nypris i Danmark på omkring 3,7 millioner kroner,  kan se frem til et krav om at betale registreringsafgift på to millioner kroner, hvis Motorstyrelsens efterforskning bekræfter myndighedernes mistanke om afgiftsunddragelse.

Trafikken over grænsen har siden mandag været præget af en massiv trafik til og fra grænsebutikkerne, der flere gange har skabt lange køer ved grænseovergangene i Padborg, Kruså og Frøslev.

- Vi har adskillige gange gået fra fuldstændig kontrol af alle indrejsende til stikprøver for at få trafikken til at glide, siger politiinspektør Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Han opfordrer trafikanterne til at tjekke, ved hvilke grænseovergange trafikken glider nemmest, når hjemturen fra Tyskland skal planlægges.