Reden skal renoveres før storkene ankommer

Storkereden i Smedager skal renoveres, så den er klar til endnu en sæson med storke og deres unger.

Hvis storkene Tommy & Annika beslutter sig for at vende retur til reden i Smedager ved Aabenraa, vil der være tørt og dejligt og frem for alt stabilt.

Foreningen Storkene.dk har nemlig planlagt en renovering af reden, så den er klar til storke.

Læs også: Tommy og Annika forlod reden i august

- Reden har det ikke så godt. Vi skal have skiftet beslag, så den sidder bedre fast. Desuden skifter vi fyld ud, altså lægger nyt spanum og halm i reden, fortæller Jess Frederiksen, formand for Storkene.dk, til TV SYD.

Han fortæller, at der allerede er en del storke-aktivitet syd for grænsen, men at han ikke forventer storke i Smedager før begyndelsen af april måned.

Læs også: Drama i storkereden

Renoveringen finder sted lørdag den 19. marts.

Sidste år ankom Tommy & Annika til Smedager i slutningen af april. Annika ankom først, hvorefter en ung tysk han forsøgte at ynde sig ind hos hende. Det fik hendes tidligere mage, Tommy, spoleret, da han ankom.

De første æg lå i reden omkring 1. maj. Tommy & Annika fik fem unger, hvoraf to overlevede oven på nogle dramatiske måneder, hvor Tommy blandt andet skubbede en af ungerne ud af reden og åd en anden. I slutningen af august forlod alle fire storke reden igen for at flyve sydpå.