Rødekro-par leder efter Emilie Meng

To borgere fra Rødekro er af flere omgange taget til Korsør for at deltage i eftersøgningen af den forsvundne Emilie Meng.

De har ledt og ledt, de frivillige. Men efter tre måneder har hverken de eller politiet endnu fundet Emilie Meng, der forsvandt i Korsør den 10. juli.

Dagligt er foreninger ude at lede efter den forsvundne kvinde, og heriblandt er der to, som er langt hjemmefra, når de har hjulpet med eftersøgningen.

Michael Christensen og Mona Bendtsen, der ikke kendte hinanden, før de startede med at lede efter den forsvundne kvinde, kommer nemlig gerne hele vejen fra Rødekro til Korsør for at deltage i eftersøgningen.

- Jeg blev lidt rystet over, en pige bare kan blive væk på den måde. Jeg har en datter på samme alder, så det rører en rigtig meget, fortæller Michael Christensen.

De to sønderjyder startede egentlig med at køre hver for sig, men nu har de fundet et fællesskab i at lede efter Emilie Meng. Og de har ikke tænkt sig at stoppe med at lede, før hun er fundet.

- Man skal bare ikke give op. Hun skal bare findes, siger Michael Christensen.