To rumænere stoppet i en varebil fyldt med stjålet værktøj for 400.000 kroner

Politiet gjorde en stor fangst, da de nær grænsen stoppede en rumænsk indregistreret varebil.

To rumænske mænd på henholdsvis 35 år og 20 år kørte i en Peugeot Boxer og var på vej ud af Danmark, da de blev stoppet på motorvejen nær grænsen.
Bilen var fyldt med mere end 500 stk. håndværktøj til en værdi af over 400.000 kroner.  Den store mængde værktøj, mener politiet, er stjålet på Sjælland.

Anholdelserne er sket på baggrund af et samarbejde mellem UKA Øst ved Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi og UKA Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den videre efterforskning foregår nu ved UKA Vest for blandt andet at kortlægge, hvor præcis værktøjet stammer fra. 

Onsdag eftermiddag blev de to anholdte varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

UKA Vest

  • Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. 
  • UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. 
  • På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.