Rumænske skinke-tyve stoppet ved grænsen og sendt i fængsel

To rumænske mænd er nu varetægtsfængslet i tre uger sigtet for tyveri af ikke færre end 73 skinker.

De to mænd på 25 og 31 år blev anholdt nær grænsen natten mellem tirsdag og onsdag af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Onsdag eftermiddag blev de ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet frem til den 23. oktober sigtet for tyveri og hæleri af 73 skinker.

Nu skal politiet efterforske sagen nærmere og have fundet ud af, hvor skinkerne stammer fra.

Ejermanden efterlyses

- Vi har ikke hørt fra ejermanden endnu, siger vagtchef Bjørn Pedersen, Syd- og Sønderjyllands Politi, tidlig torsdag morgen til TV SYD.

De to rumænske mænd, der kørte i en varebil, blev rutinemæssigt standset af patrulje ved Padborg. Et kik i lastrummet afslørede, at de medbragte ikke færre end 73 skinker á 10 kilo samt et "juletræ", der er en holder til brug ved transport af skinker.

De to mænd nægter sig skyldige. De har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest)

  • Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere.
  • UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
  • UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper - og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.