Annika har lagt det første befrugtede æg i reden i Smedager seks dage efter Tommys ankomst.
Det betyder, den første levende storkunge kan forventes at klække omkring 6. juni.
Det er ikke det første æg Annika lægger i år. Siden hun ankom den 2. april, nåede hun at lægge syv æg inden Tommys ankomst den 30. april om aftenen.
Men æggene var ubefrugtede, da ingen hanstork eller Tommy havde været forbi reden i Smedager.
Få minutter efter Tommys ankomst den 30. april omkring klokken 23, var alle de uduelige æg smidt ud af reden, og Tommy i gang med sin pligt som kommende storkefar.
Det har nu båret frugt. Her seks dage efter hans ankomst ligger det første æg i reden, som med stor sandsynlighed er befrugtet og vil klække omkring 6. juni.