Sådan bliver grænsekontrollen

Den forstærkede grænsekontrol kommer til at bestå af flere toldere anlæg til at opfange efterlyste nummerplader og til at skanne biler for narkotika eller personer, som gemmer sig.

Regeringen, DF og KD indgik onsdag forlig om en forstærket grænsekontrol ved Danmarks grænser.  Både den tyske og den svenske grænse samt kontrol i havnene er omfattet. Aftalen koster mindst 270 millioner.

Der bliver afsat 150 millioner kroner til anlægsarbejder og til at investere i skannere af personbiler, oplyser skatteminister Peter Christensen (V) til Ritzau.

Samtidig bliver der sat 120 millioner kroner til toldvæsnet og politiet, der skal levere folk til opgaven.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) understreger, at kontrollen ligger inden for rammerne af Schengen-samarbejdet.

Dansk Folkeparti har ifølge Ritzaus oplysninger krævet, at en aftale om grænsekontrollen skulle være på plads, før partiet kan underskrive en aftale om tilbagetrækningsreformen i 2020-forhandlingerne.

Aftalens indhold

Aftalen omfatter:

50 millioner kroner til ny kontrolanlæg og nyt it-udstyr.

35 millioner kroner i 2011, som stiger til 119 millioner kroner i 2015,
til flere toldere og politibetjente.

Ny kontrolanlæg ved motorvejen i Frøslev med seks vejbaner og på landevejene ved Padborg, Kruså og Sæd.

Kontrollen styrkes med mobile kontrolteams ved de mindre grænseovergange Vilmkjær, Sofiedal og Bøgehus.

I internationale tog og Øresundstogene styrkes kontrollen med mobile teams.

På Øresundsbroen kommer dansk toldkontrol i Lernacken på den svenske side.

I havnene Rødby, Gedser og Helsingør retableres synlige kontrolbygninger med teams.

I Rønne styrkes kontrollen i færgehavnen med ruterne fra Ystad i Sverige og Sassnitz i Tyskland.

I efteråret 2011 køber Skat en ekstra skanner til containere, så Århus Havn fast får en skanner.

Toldkontrollen styrkes i danske farvande med støtte fra søværnet og Marinehjemmeværnet.

I danske lufthavne styrkes kontrollen i samarbejde mellem Skat, politiet og udenlandske toldmyndigheder.

Opbygningen

Opbygningen af den forstærkede grænsekontrol begynder om tre uger, og den skal være fuldt udbygget i 2013.