Sæson for brande efter ukrudtsbrændere: Sådan undgår du dem

I dag har Brand og Redning Sønderjylland i Aabenraa været tilkaldt til to brande efter brug af ukrudtsbrænder. I det ene tilfælde skete der nogen skade.

Det er blevet varmere, så det kribler i fingrene hos haveejerne. Det har brandvæsenet i Aabenraa fået at føle med tre udrykninger til brande efter brug af ukrudtsbrændere de sidste dage.

- Der er gået forår i det, siger indsatsleder Helene Roest til TV SYD. I det ene tilfælde i dag havde ilden fået fat i facadebeklædningen, og der skete nogen skade på muren. Og et værelse blev fyldt med røg.

Ukrudtet skal kun svitses - ikke brændes.
Ukrudtet skal kun svitses - ikke brændes.
Foto: Tirpitz/Pressefoto

Brandfolkene fik hurtigt slukket ilden. Alarmen betød, at brandvæsenet mødte op med en sprøjte, stigevogn og tankvogn. Plus indsatslederbilen, som Helene Roest kom i.

Ved den anden brand var der gået ild i et stort træ tæt på en garage. Træet overlever ikke, men det gør garagen...

 

quote

Ukrudtsbrændere er meget nemme at betjene, men de er også årsag til mange skader, fordi brænderen skaber meget høje temperaturer.

Salgschef Henrik Borch fra Topdanmark i Haderslev.

Se flere videoer fra Local Eyes.

Helene Roest har en række gode råd:

- For det første at have en vandslange eller en spand vand tæt på, så man selv kan slukke ilden. Og for det andet er det vigtigt at se efter gløder, når arbejdet er færdigt. Gløderne kan ligge flere timer i f.eks. en facadebeklædning og pludselig blusse op.

- Det er også vigtigt, at folk husker, at ukrudtet ikke skal brændes. Kun svitses, tilføjer hun.

Et generelt råd er også, at man kun bruger ukrudtsbrænderen, når jord og planter er fugtige. Pas på i tørre perioder. Eller ved kraftig blæst.

Hold afstand til hække, plankeværker og bunker af tørre blade.

Beredskabsstyrelsen har gjort op, at der de sidste 10 år har været mindst 1.540 brande, som er antændt af ukrudtsbrændere.

- Ukrudtsbrændere er meget nemme at betjene, men de er også årsag til mange skader, fordi brænderen skaber meget høje temperaturer, skriver salgschef Henrik Borch fra Topdanmark i Haderslev i en pressemeddelelse, som er udsendt netop i dag.

- Høj varme, tørt vejr og lidt blæst er derfor en farlig kombination. Vi anbefaler, at man kun svitser ukrudtet, når jorden er fugtig, og der er nogenlunde læ. Hold derfor øje med vejrudsigten og find ukrudtsbrænderen frem, når der er overskyet eller lige efter en regnbyge.

Se de gode råd på Brand og redning Sønderjyllands hjemmeside.

Stigevogn og tankvogn blev rekvireret til den ene af de to brande. Heldigvis blev der ikke brug for dem.
Stigevogn og tankvogn blev rekvireret til den ene af de to brande. Heldigvis blev der ikke brug for dem.
Foto: Local Eyes Agency