Sæson for plattenslagere

Det gode vejr lokker både godt og skidt frem. Svindlere og lommetyve nyder godt af foråret.

Når blomsterne kommer frem, gør plattenslagerne også. I hvert fald hvis man skal tro et nyhedsbrev fra Syd- og Sønderjyllands politi i denne uge.

Her advares der imod påtrængende mænd, der tilbyder billigt håndværkerarbejder mod forskud, og derpå forsvinder uden at have gjort andet end at lette ofrenes penge pung.

Politiet advarer også imod omrejsende grupper af østeuropæere, der typisk sælger falske guldsmykker eller mærkevarer fra nødsporet på de danske motorveje. Her vinkes bilister ind, øjensynligt for at hjælpe de "nødstedte", hvorefter de prakkes falskt guld eller "mærkevareure" på.

Typisk ældre mennesker

Lommetyvene er også kommet frem i supermarkederne, hvor de udser sig et offer med en åben taske eller let tilgængelig pung. Her støder tyven tilfældigt ind i offeret, forvirrer dem, og stikker derefter hurtigt af med byttet.

Det er som oftest ældre mennesker, der bliver opsøgt, og det kan foregå både på offentlige steder eller i hjemmet. Disse svindlere med gode håndværkertilbud eller billige varer kan være meget insisterende, og politiet advarer mod at lukke fremmede indenfor.