Synnejyske Rikke Thomsen og kronprins Frederik indvier super-sygehus

Kronprinsen skal klippe den røde snor og sangerinden Rikke Thomsen underholde på synnejysk, når det nye supersygehus i Aabenraa indvies.

Torsdag den 20. februar klokken 14 kommer kronprins Frederik til Aabenraa for at indvie det færdige akutsygehus.

Samtidig inviterer sygehuset til åbent hus for alle interesserede, hvor det blandt andet bliver muligt at komme ind i nogle af sygehusets backstageområder som laboratorier, centrallager, sengevaskeri og kapel. Og så kan man komme på besøg i den nye sengebygning, så man kan se, hvordan spritnye og moderne sengestuer ser ud, og samtidig teste udsigten mod Aabenraa by og fjord. 

 - Der er desuden arrangementer for både børn, voksne og barnlige sjæle, hvor der kommer hospitalsklovne, ambulancer, en lægehelikopter, hvis vejret tillader det, og den ikke skal på akutte opgaver. Desuden kommer flere afdelinger med forskellige stande, hvor man kan prøve at ultralydsscanne sig selv, prøve en gravid mave, få lagt en fed gipsarm eller noget helt andet, fortæller administrerende sygehusdirektør Peter Fosgrau i en pressemeddelelse.

Dagen slutter med en minikoncert med Rikke Thomsen, der synger om kærlighed, sorg og afsavn - på synnejysk. Rikke Thomsen har vundet Modersmåls-Prisen for sit seneste album.

Til indvielsen kommer desuden 200 indbudte gæster med sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.dem.) og regionrådsformand Stephanie Lose (V) i spidsen.