Skeptisk grænsependler: Jeg vil se det, før jeg tror det

Den fulde grænsekontrol forsvinder natten til fredag, men talsmand for grænsependlere tvivler på, hvor meget det vil hjælpe på grænsetrafikken.

Den 14. marts blev hverdagen for knap 14.000 grænsependlere vendt på hovedet. Den dag lukkede 10 ud af 13 grænseovergange mellem Danmark og Tyskland, og det gjorde den daglige tur på arbejdet til en langvarig affære.

quote

- Det har været rigtig slemt. Det har taget mange ressourcer fra mig

Sabrina Johansen, der dagligt pendler mellem Flensborg og Aabenraa

Det oplevede Sabrina Johansen, der bor i Flensborg, og dagligt passerer grænsen ved Kruså for at møde på sit arbejde i Aabenraa.

- Det har været rigtig slemt. Hvis jeg udregner, hvor længe jeg har siddet i kø her, så bliver det til en hel ferie. Det har taget mange ressourcer fra mig, siger Sabrina Johansen, der er talsmand for grænsependlere.

Torsdag har regeringen ophævet den fulde grænsekontrol og vil i stedet indføre en intensiv stikprøvekontrol. Det betyder, at alle 13 grænseovergange mellem Danmark og Tyskland igen bliver åbnet. Alligevel tvivler Sabrina Johansen på, hvor meget det egentligt vil hjælpe.

- Det er et lille skridt i den rigtige retning, men jeg forholder mig skeptisk. Måske vil nogen kunne bruge de små grænseovergange, men der burde i stedet åbne flere spor f.eks. her ved Kruså. Det ville hjælpe kolossalt meget, siger hun.

Stadig langt til effektiv grænsekontrol

Ifølge byrådsmedlem i Haderslev Kommune Carsten Leth Schmidt fra Slesvigsk Parti har det ikke været nemt at få regeringen til at ændre på grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse.

- Vi har skrevet flere breve til statsministeren og justitsministeren. Samtidig har vi allieret os med vores søsterpartier syd for grænsen. Så det har været en samlet og bred indsats, siger han.

Selvom der nu er flere grænseovergange åbne, mener han, at der er behov for yderligere åbning, inden man ser på, om grænseovergangene skal udvides med flere spor.

- Der er stadigvæk et stykke vej, før den fysiske kontrol bliver aflyst, og vi kan få den fleksible og effektive kontrol, vi havde før, siger Carsten Leth Schmidt.