Snavset Tommy er hjemme – og i gang

Han-storken Tommy er tilbage i reden i Smedager. Han er snavset på næb og ben, men det generer ikke Annika.

Tommy landede kort før midnat. Og storkeparret har allerede gjort forberedelser til at føre familien videre. Siden Annika kom 2. april har hun lagt syv ubefrugtede æg. Dem har Tommy smidt ud – og nu venter storkevennerne på det første befrugtede æg.

- Nogen har lagt mærke til, at Tommy er ret beskidt. Det er ikke noget, vi har set før, når han vender hjem fra Afrika, siger storkeekspert Mogens Lange Pedersen til TV SYD. Der er noget, der tyder på, at han har fundet mad undervejs. I fiskedamme måske? Og på den måde fået mudder på sin fjerdragt. 

At Tommy er snavset på næb og hals betyder ikke noget. Han bliver ikke afvist af fruen…

- Det betyder ikke spor. Det er den adfærd, han udviser – den måde, han er på – det er det, Annika vil ha’, slutter Mogens Lange Pedersen.

Mogens Lange Pedersen kan ikke få armene ned, efter at Tommy er landet i Smedager.
Mogens Lange Pedersen kan ikke få armene ned, efter at Tommy er landet i Smedager.