Sønderborg Kommune: Tove Larsen er inhabil

Den 31. marts i år besluttede bestyrelsen i UC Syddanmark, at Sygeplejeskolen skal flyttes fra Sønderborg til Aabenraa. Men nu vil Sønderborg Kommune have undersøgt Tove Larsens habilitet i sagen.

Tove Larsens habilitet i sagen om flytningen af Sygeplejeskolen fra Sønderborg til Aabenraa, bør undersøges. Det skriver Sønderborg Kommune i en 14 sider lang klage, de har sendt til Uddannelses- og Forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen.

Tove Larsen var en del af UC Syddanmarks bestyrelse, da de vedtog at flytte Sygeplejeskolen. Men udover sin bestyrelsespost i UC Syddanmark er Tove Larsen også tidligere borgmester i Aabenraa. Den titel kan have haft indflydelse på, hvordan hun har ageret i sagen om flytningen. Det mener Sønderborg Kommune, som indtil flytningen er hjemsted for Sygeplejeskolen.