SønderjyskEs håndbold-kvinder næsten liga-sikre

Med en sejr på hjemmebane på 24-21 over FIF tog SønderjyskEs håndbold-kvinder onsdag aften et stort skridt mod at sikre sig en plads i ligaen også næste sæson.

I denne sæson har SønderjyskE tabt til FIF, både ude og hjemme - men i aftes var de sønderjyske kvinder bedst i kraft af et stærkt forsvarspil.

De første tre kampe af kvalifikations-spillet er nu overstået og SønderjyskE har lagt sig helt i spidsen af pulje et med syv point. Meget skal derfor nu gå galt, hvis ikke holdet er at finde i ligaen i næste sæson.

- For at være helt på den sikre side, så mangler vi et point mere. Men vi vil selvfølgelig gerne slutte af bedst muligt, så vi går da efter sejren i alle de resterende kampe, siger SønderjyskEs cheftræner Patrick Westerholm til Hbold.dk.

SønderjyskE skal i kamp igen på lørdag, hvor de på udebane møder Lyngby HK.