Stor gave til julemærkehjem

I dag fik børn og personale på Julemærkehjemmet i Kollund noget af en overraskelse - nemlig en stor check.

Det var ikke checken, der var overraskelsen, men beløbet der stod på den. 200.000 kroner, hvilket var dobbelt så stor som ventet, og oveni fulgte 10 splinternye cykler, bolde og kælke.

Indsamling på cykel

Pengene og gaverne kommer fra Hans Tjørnelund og 40 andre lokale sponsorer, der har cyklet 680 kilometer fra San Francisco i USA og sydpå til den danske koloni Solvang, der i år fylder 100 år.
 
Turen har de 40 deltagere selv betalt. Resten af pengene har de skaffet ved bidrag fra over 40 forskellige sponsorer.

I dag blev checken afleveret af Hans Tjørnelund på alle sponsorernes vegne.

- Det har været en lang tur, men vi har fået en tur ud af det, og vi har fået motion ud af det. Det er prikken over i'et, at vi nu kan aflevere pengene, sagde han.

Julemærke-tid

Cykelholdet håber at kunne komme igen med en endnu større check. De er nemlig allerede ved at arrangere endnu en cykeltur til næste år. 
 
På julemærkehjemmet er der på denne årstid en del forventninger til salget af julemærker. Det er vigtigt for alle julemærkehjem i Danmark, og desværre er salget af julemærker faldet de seneste år.

Det betyder at indtægterne falder, mens udgifterne bliver ved med at stige. Der mangler over 30 millioner kroner for at få regnskabet til at balancere, og julemærkehjemmene får ingen offentlig støtte.