Stor redningsaktion for kat

Dyrenes Beskyttelse og Tinglev Frivillige Brandværn planlagde tirsdag eftermiddag en redningsaktion for en kat, der siden fredag har siddet i toppen af et 20 meter højt træ på Julianehåbvej ved Jyndevad Mølle syd for Aabenraa.

Katten jamrer fra trætoppen.

En beboer på vejen har forsøgt at klatre op til katten med en 12 meter lang stige, men den var ikke lang nok.

- Vi giver gerne en sådan kat tre dage til at komme ned, men nu er den så tørstig og sulten, at den lider. Det kan vi ikke bare stå og se på, fortæller Søren Pedersen, der er kredsformand for Dyrenes Beskyttelse i Aabenraa.

Katten er en stor killing, og Søren Pedersen forestiller sig, at den er blevet jaget op i træet af en hund, der har skræmt den fra vid og sans.

Det frivillige brandværn ruller klokken 19.30 tirsdag ud med en stigevogn med en kurv på toppen af den lange stige.

Brandkaptajn Bent Schrøder regner med at få den store killing ned uskadt.

Ukendt ejer

Ejeren af katten kendes ikke, men netop nu går Søren Pedersen fra hus til hus ved Jyndevad Mølle for at opspore ejermanden. Det kan være en lille pige.

Katten bliver sendt til undersøgelse hos en dyrlæge, når den er kommet ned. Hvis det ikke lykkedes at finde ejeren, kommer den på et dyreinternat.

Hvis det ikke bliver muligt at få katten indfanget, vil Dyrenes Beskyttelse bede en jæger om at skyde den.

- Den skal ikke lide, siger Søren Pedersen.

Du kan følge redningsaktionen live i TV SYDs 19.30-program. Lidt senere kan du se den her på siden.

Seneste: Katten blev reddet

Katten i sikkerhed.
Katten i sikkerhed.