Storkepar: Farvel og tak til Smedager

Storkeparret, der siden april har gjort sig på TV SYD+, valgte det gode vejr til at indlede den lange rejse mod syd. Det skriver storkene.dk

Lørdag den 29. august blev dagen hvor Smedager måtte vinke farvel til landsbyens fjerede vartegn. Det to unge storke valgte ligeledes at starte ud på deres livs første træk.

Ifølge Benny Appel, der har storkeparret boende, var det storkeforældrene Tommy og Annika, der først satte næbet mod syd:

- Hunstorken Annika var nede på gårdspladsen lørdag formiddag og jeg fornemmede ligesom, at hun ville sige farvel. Derfor gav jeg hende lidt godbidder, som hun guffede i sig. Og ikke længe efter var begge gamle storke på vingerne og er ikke set siden. Et par timer efter gik de to ungstorke også på vingerne. Heller ikke de er kommet tilbage på reden, siger han til storkene.dk.

Nu venter så den lange rejse mod Afrika, der byder på rigtig mange farer. Og det er langt fra sikkert, at vi ser de unge storke igen, siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk:

- Vi forventer, at storkene tager hele vejen mod det østlige Afrika og måske endda så langt som til Sydafrika. Og det er en tur på hele 10.000 km., der bringer storkene over farligt terræn, med borgerkrig og krybskytteri. For unge storke er der mange ukendte farer, som de endnu ikke har lært at tackle og som kan betyde enden for dem, allerede på deres første træk.

Derimod er det forholdsvis sandsynligt, at de gamle storke klarer turen. De er garvede nok til at kende til de farlige højspændingsledninger og ved hvordan man gebærder sig. Desuden ved de hvor de bedste fourageringspladser findes. Derfor kan vi forvente, at se de både Tommy og Annika igen i april måned 2016.

Med storkenes farvel er det samtidig slut på TV SYD's "storke-tv".